Startside

Nyheder

Min Boxer Historie

Giallo

Giallos Familie

Udstilling

Prøver

Mine andre Hunde

Min Familie

Jos & Hestene

Hestenyheder

Links

Nyheder

Giallo blev i starten af april 9 år, og jeg synes nu, at man kan mærke, at det ikke længere er en ung hund jeg bor sammen med. Han er sådan set frisk nok. Vil gerne ud og lave noget, men han sover til gengæld tungere både om natten og når han er alene hjemme. Det er ikke altid han opdager, at jeg kommer hjem, før jeg sætter nøglen i døren. Vi træner stadigvæk spor mindst en gang om ugen, men jeg synes lige i øjeblikket, at vi tager flere skridt tilbage end frem. Jeg havde ellers håbet på, at kunne gå op i en Sph 1 her i år, men jeg tror ikke Giallo bliver klar til dette, med mindre der sker en forandring meget snart. Han er glad for sporet, og derfor fortsætter vi under alle omstændigheder. I sidste uge var han så uheldig, at få en ridse i hornhinden, og det sætte jo også lidt en stopper for humøret. Han er i behandling, og skal til kontrol hos dyrlægen d. 18. Han har deltaget i en enkel udstilling i maj, hvor han fik very good 1.vinder. Dommeren roste hans bevægelser og muskelmasse, men konstaterede at han var for tyk. Jeg ved endnu ikke om han skal deltage i flere udstillinger men tiden må vise, om han bliver sit gamle jeg, når problemerne med øjet er overstået.

Som det fremgår under prøver, går det godt med Giallo nu. Han har taget sin første sporhunde prøve og har i år vundet både titlen Årsvinder Veteran Han og Danmarks Mester i sporprøven Stufe 1. Nu håber jeg bare det fortsætter, så vi eventuel kan tage en sporprøve mere i løbet af næste år.

Alt går godt med Giallo. Han har haft en enkel gang med tendens til ørebetændelse, men vi fik taget det i opløbet. Vi deltager på udstilling igen, og vi træner spor mindst en gang om ugen. Lydighedstræning gør vi ikke så meget ved.

Det er gået fint med Giallo her i 2007. Tilsyneladende har han lidt lettere ved at få øre betændelse end andre hunde, i hvert fald har han 2 gange i det forløbne år, måtte til dyrlægen for at få pencelin. Måske er både jeg og dyrlægen blevet lidt mere hysterisk end man normalt vil være, men hellere være forsigtig end opleve en tilsvarende sygdomsperiode igen.

Ellers har han klaret sig rigtigt godt. Vi har oven i købet udstille 5 gange i 2007. Han har opnået 5 x 1. Præmie de 3 gange med CK. 4 gange er han blevet 1. Vinder, og en enkel gang er han blevet placeret som BHK 3. Det kunne jo tyde på, at det kun er mig der lægger mærke til, at han stadigvæk er lidt skæv efter lammelsen i ansigtet. Med disse placeringer, er han faktisk blevet den bedste senior han i 2007.

Vi har også opnået at bestå et spor. Han går efterhånden rigtig godt, påviser genstandene hver gang, og er i det hele taget meget ivrig i at gå spor. Desværre fik vi underkendt vores spor genstande til prøven, og jeg måtte ligge nogle ud, han ikke kendte i forvejen, og som jeg ikke havde haft i lommen inden sporet skulle lægges. Han gik over første genstand, og var noget urolig på første langside, men tog knækket korrekt, og påviste heldigvis slutgenstanden uden problemer. Jeg blev desværre trukket nogle point ved slutgenstanden, da jeg ikke kunne lade være med at holde lidt igen i linen, selv om han påviste uden problemer. Dumt af mig. Lydigheds delen gik ikke særlig godt. Han lod som om han over hoved ikke anede hvad det var han skulle gøre med apport bukken, og ved ind kaldet kunne han ikke finde ud af at blive siddende mens jeg talte til 3.

Vi fortsætter sporarbejdet, som han er meget glad for. Hvem ved, måske kan vi gå op i en større sporprøve i løbet af næste år.

Det går godt med Giallo. I dag har vi gået et spor med 2 knæk og 3 genstande og det klarede han uden problemer. Hans påvisninger kunne dog være bedre. Det skal vi træne mere og jeg håber så at kunne gå til prøve med ham i 2007.

Det går rigtig godt med Giallo.

Vi er begyndt at træne igen, og han øre er tilsyneladende pæne og rene.

Jeg har fået min egen dyrlæge til at undersøge ham, samtidig med at han blev vaccineret, og hun har ingen problemer med at få plads i øregangen til at se ned til trommehinden. Den 30. Juli var vi på en enkel udstilling i Brøndby, for at se hvor meget det betød, at han er en lille smule skæv efter lammelsen, men han fik da en 1. Pr. og blev 3. Vinder i Champion klassen. Der stod ikke et ord i bedømmelsen om skævheden. Jeg ser frem til igen fra næste uge at træne spor med ham, for at se hvor meget han har glemt. Jeg holder stadig øje med han ører, nok mere en andre Boxer ejere gør.

Giallo har været lagt i narkose og har fået undersøgt hvordan øregangen nu ser ud. Iflg. dyrlægerne er øregangen stadig fortykket, men jeg har valgt ikke at lade ham operere, da det viser sig, at der er stor risiko for meget ubehagelige bivirkninger. Samtidig er det et meget stor og smertefuld operation, og så godt som han har det lige nu, ønsker jeg ikke at han bliver udsat for operationen. Jeg har derfor valgt, at holde ekstra meget øje med ham, og håbe på det bedste.

Boxeren er en hund, med en meget høj smertetærskel, men at Giallos var så høj, kom bag på både mig og dyrlægerne på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Den 27 december kl. 4:30 om morgenen blev jeg vækket ved et højt bump. Jeg for ud af sengen, og fandt Giallo i stuen, faldet om på gulvet ude af stand til at rejse sig op igen. Panisk fik jeg ham på højkant, hjalp ham ud i haven, hvor han begyndte at slingre rundt da jeg gav slip på ham. Med bare tær og i nattøj stod jeg ude i haven i kulden og prøvede at støtte ham, så han ikke faldt omkuld igen. Efter noget der føltes som en evighed, så det ud til, at han var i stand til at holde balancen, og jeg gik ind for at finde telefon nummeret på en dyrlæge der havde åbent på den tid af morgenen. Min egen bor helt ude på Amager og har ikke vagt om natten. Jeg valgte at ringe til Landbohøjskolen, da jeg helt sikkert viste de havde akut dyrlægevagt, og da jeg have fået noget tøj på fik jeg ham lempet ud i bilen og susede af sted.

Fremme hos dyrlægerne begyndte de at undersøge ham, for at finde ud af hvad der var galt. Han slingrede stadig, dog knap så slemt. Da han kom op på undersøgelses bordet, kunne jeg se, at han så helt forkert ud i ansigtet. Alt på højre side ”hang” Dyrlægen prøvede at røre hans højre øje med en finger. Dette reagerede han slet ikke på, og propilen ændrede sig heller ikke. Han var fuldstændig lam i højre side af hovedet. Da de rørte hans højre øre for at undersøge det, skreg han højt, og de koncentrere derfor undersøgelsen om det. Konklusionen blev at han tilsyneladende havde ørebetændelse, der havde bredt sig til det indre øre, hvad der gav ham balance problemer. Hvor stor skaden var kunne man ikke se uden at scanne ham, og han blev derfor sendt hjem med pencilen og smertestillende medicin og skulle møde næste dag fastende så de kunne bedøve og scanne ham

Da jeg kom hjem ringede jeg til mit arbejde, og meldte hund syg, hvilket de tog forbavsende pænt på trods af at det var mellem jul og nytår hvor der i forvejen var mange kollegaer væk.

Næste dag blev Giallo scannet, og det viste sig, at betændelsen havde sat sig helt inde i øre knoglen. Trommehinden var sprunget, og grunden til hans slingerhed var, at betændelsen trykkede på balancenerven. Hvis ikke medicinen hjalp ville de operere ham, for at skrabe betændelsen ud af øreknoglen, men der var selvfølgelig en risiko, da alt var så fortykket og trykkede på vigtige nerver, der er afgørende for hundens balance system.

Så stor en betændelses tilstand kommer ikke på et par dage. Det havde udviklet sig gennem længere tid, og hverken jeg eller dyrlægerne kunne forstå, at han ikke havde vist symptomer på hvad der var ved at ske meget før, men intet havde tydet på at han havde ondt nogen steder. Så sent som d. 17. december havde vi været ude og gå spor, og han havde leget med Anton, Bjarnes boxerhan, som han plejer uden at vise nogen form for ubehag. Der var nu ikke andet at gøre end at vente og se, om pencillinen hjalp, og derefter tage stilling til hvad der videre skulle ske. Da vi nåede Nytårs aften, synes jeg det gik meget bedre. Han slingrede ikke så meget mere, og han spiste sin mad og havde det tilsyneladende nogenlunde, men vi blev hjemme og hyggede os, i stedet for at tage til nytårsfest.

Den 2. januar gik det helt galt. Jeg kunne se på ham at han havde mange smerter. Han kunne ikke åbne munden så det var umuligt at give ham mad og medicin. Han blev indlagt akut og opereret næste dag. Operationen varede 2 ½ time, og det viste sig, at betændelsen nu havde bredt sig ud i kæben og helt ud i højre næsebor. Ingen viste hvordan han ville have det når han vågnede op af bedøvelsen. Dyrlægerne kunne ikke love mig, at balancenerven ikke havde tage varig skade, så jeg måtte bare vente og se. Jeg tog allerede her beslutning om, at hvis ikke han kunne leve et rimelig liv, og selv holde sig på benene når han vågnede op, så skulle det slutte her. Heldigvis viste det sig, at balancen ikke havde taget permanent skade. Han kunne selv gå og løfte ben når han skulle tisse, og d. 4 januar om eftermiddagen, blev han udskrevet og sendt hjem med flere pencilen og smertestillende piller. Da jeg efterhånden havde forsømt mit arbejde i flere dage fik jeg lov til at tage ham med de næste par dage, og han lå bare stille på mit kontor og logrede lidt, når mine kollegaer kom ind og hilste på ham. Efter weekenden gik det hurtigt fremad. Lammelsen i ansigtet havde dog ikke fortaget sig, og dyrlægerne mente ikke jeg skulle regne med, at den nogen sinde ville gøre det. Jeg følte lidt at jeg var flyttet sammen med Hutch fra filmen Tuner og hund og mine væge og gulve bar tydelig præg af, at Giallo ikke mere var i stand til at holde på mundvandet. Der lå også madrester alle vegne. Når han havde spist lå der mad tilbage oppe under læben, som han ikke var i stand til at mærke, og jeg måtte derfor gøre det til en vane, at have en klud parat både for at tørre ham, og for at fjerne madrester g i munden på ham. Hørelsen havde han mistet på højre øre, og det var tydeligt at se, når vi var ude og gå at han havde besvær med at bestemme hvor lydene kom fra. Dette var dyrlægerne dog ikke sikker på ville blive permanent. En ting var dog sikkert.

De ville opererer ham igen, og fjerne den ydre øregang, for at forhindre, at han skal få ørebetændelse igen. Hans ydre øregang er så fortykket, at der ikke skal meget voks eller snavs til før der sætter sig en prop, og hvis øregangen lukker til igen er der meget stor risiko for at det igen sætter sig til betændelse. Vi er nu nået frem til april 2006 og Giallo har det godt. Noget af lammelsen har fortaget sig, så han ikke mere ser så skæv ud, og det er ikke nødvendigt at løbe efter ham med en klud mere for at tørre savl op. Han kan bevæge øret, og trommehinden er tilsyneladende vokset sammen igen, så han har fået hørelsen tilbage på højre øre.

Udstillings karrieren er formentlig forbi, og det er heller ikke sikkert, at han er i stand til at bestå en prøve hvor der er spor med, men han er glad og vi må så bare gøre de ting vi plejer (træne lydighed og spor) uden at det absolut skal udmunde i en prøve. Her i maj skal han så have foretaget operationen hvor de fjerner den ydre øregang, men ved denne operation kommer de ikke i nærheden af balance nerven, så selv om der altid er en risiko, ved at lægge en hund i narkose, må vi bare prøve at komme igennem det.

Giallo er min 5. boxer, og jeg har aldrig på de øvrige 4 oplevet, at de dannede så meget ørevoks, at det var et problem at holde dem rene, eller at de ikke har vist at de havde ondt, hvis de fejlede noget.